Harry Potter - maj 2016

 

En række uger i foråret har 4.-6. klasse på friskolen i Hundelev været troldmandselever på Hogwarts Skole for Troldmandsskab og Heksekunstner under kyndig og dedikeret ledelse af Minerva McGonagall Annette H. Caspersen. 2. juni kaldte hun så sine tropper sammen til La Grande Finale - og hvilken finale!

Der var tale om en stor udstilling af alle de effekter, eliksirer, historier, tryllestave og quidditch-baner, der er fremtryllet den seneste tid, hvor eleverne har været fordelt på de fire kollegier Gryffindor, Hufflepuff, Slytherin og Ravenclaw. I hele forløbet har Minerva McGonagalls timer været underlagt reglerne for undervisning på Hogwarts, og udstillingen bød på fantastiske fremlæggelser og drabelige besværgelser. Alle medlemmer af kollegierne bar emblemer, som Lærke R.J. har brugt imponerende 14 timer på at fremtrylle i sin fritid, og emblemerne og Lærkes magiske arbejde er bare ét eksempel ud af mange på den kreativitet og det engagement, som er blevet udvist gennem hele forløbet.